Den grønne plet i Atlanterhavet

Denne gruppe af øer på 18 styk, som ligger derude i havet er et enestående sted for at opleve noget barsk, smukt og vidunderligt natur. Selve indflyvning er noget for sig selv og den kan være temmelig barsk alt efter hvordan vejret er i den "lille tunnel" som maskinen flyver ind igennem for at kunne lande. Sigtbarhed kan snyde én overalt. På den ene side af fjeldet kan der være storslået solskin og øjeblikket efter man kommer om på den anden side regner det og er tåget.


Færøerne er noget helt for sig selv! De ligger der ude i den nordlige del af Atlanterhavet mellem Skotland, Island og Norge. Befolkningen er stille og rolige og alt tager den tid det nu en gang tager - intet går hurtigt her. Da man igennem årtusinde har oplevet at vejret igen og igen spille én et puds kan man lige så godt bare gøre det i den fart det nu lader sig gøre.


Jo, man spiser søpapegøjer her, og jo, med sandkagedejs-fyld ind i fuglen. Det er gammel tradition og det smager faktisk ganske godt, det kræver bare en del øvelse at kunne tilbere den rigtigt.



En anden delikatesse er skærpekødet som bliver lavet overalt i landet. De fleste har nolge får som går så løst rundt på fjeldene, hvor de æder sig sunde og stærke. Når tiden så er inde, bliver de fanget og slagtet. Forben og køller hænges så op i træhuse hvor luften blæser igennem sprækkerne imellem plankerne. Her hænger det ferske kød så og tørrer i den saltede vind, indtil kødet bliver hårdt og lige til at skære i tynde skiver og spise med fedt, salt og brød til. Skærpekød kan kun laves på færøerne på grund af den helt specielle luft som de har der.
Det smager lidt ligesom tørret skinke men med en let sprittet lugt og bitter bismag.


Men her findes også utroligt mange andre gastronomiske råvarer som lige er til at proppe i gryderne, vilde urter, bær, ofte over 30 år gamle kæmpestore muslnger, vilde tangtyper i rosa og lysegrønne farver, store krabber, verdens bedste havkat, blå og grønne torsk, - jeg kunne blive ved! I torshavn ligger båden Nordlyset og her har jeg en god ven som dykker ud og fanger de vildeste skaldyr og tangplanter. Vi har flere gange lavet de vildeste færøske retter som igen af os viste kunne lade sig gøre.


Det er ikke fordi det tager så utroligt lang tid at flyve til færøerne og der er jo faktisk også enkelte øboer, som har roet til danmark igennem tiden. Så helt vildt langt væk er det jo ikke! Men når man står deroppe og kigger ud over klippe skråningerne og ud på det store hav - ja, så føles det virkelig som om man er på den anden side af kloden!
Alt er voldtsom, man kan kigge langt. Jeg elsker at kunne strække mine øje og bare kigge - helt ud til der hvor øjenene siger stop..


Jeg har arbejdet flere stedet deroppe i diverse køkkener. Alle steder bliver man taget godt imod. En af mine gamle kokke kollegaer har nu Torshavns bedste restaurant - Lief hedder han og hver gang jeg kommer forbi, skal jeg lige ind og sige hej.


Jeg husker første gang jeg var på besøg. Der skulle jeg smage kogt hval! Det var et stykke hval der været opbevaret længe til en helt speciel lejlighed og det skulle så være nu. Ikke fordi jeg er det store fortaler for hvalkød - jeg syntes faktisk ikke man bør dræbe dem, men når nu den var kogt og jeg stod der imellem en hel folk mennesker, som af deres gode hjerte havde kogt et stykke til ære for mig, var der jo igen vej uden om! Så jeg spiste hval.. Underligt var det, sært blodet, trænet og med en bisar smag af jern. Flere af gæsterne poienterede at dette stykke hval ikke var rigtigt godt og at hvalkød normalt smager så engelse synger! Så det må man jo tage deres ord for.


Man sejler eller flyver til Mykines, det er her fuglefjeldene er. Lunter, mallemukker, tejst, suler og andre mågetyper. Man skal helt ud på kanten og sidde stille for at fange en fugl eller flere.

I de sidste par år har der ikke været mange lunter, så man skal have en særlig tilladelse for at få lov at fange disse små fine søpapegøjer, der kan blive over 40 år gamle og som kommer tilbage hvert år til samme hul i fjeldet.

I gamle dage levede folk på Mykines af at gå på ægge-rov. De sprang med reb om livet ud over fjeldet, og plukkede flere hundredevis af forskellige typer æg, som de både selv spiste, men også sendte med båd til Thorshavn - med salg og bytte for øje, med andre råvarer. Det kunne være lunte, sule, skarv, mallemuk med flere som man plukkede æg fra.


Selve fangsten af fugle foregår ved at man sætter sig helt ud til kanten af fjeldet. Så langt ud at benene stritter ud over, og man kan se afgrunden som er lodret flere hundrede meter nede. Man har et stort reb om livet, som er bundet til en lille pæl, eller som en fangst-makker holder i den anden ende. Så venter man på øjeblikket hvor fuglen kommer glidende op med de varme vinde, nu svinges stangen med nettet lynhurtigt så fuglen fanges på denne måde. Hovedet trækkes af og fuglen dør på stedet.


Færøsk natur lægger op til mad over bål, råvarerne er så friske og enestående, at alt andet ville i sommerperioden være åndsvagt. Jeg har medbragt en dampkedel lavet af birkebark og pilegrene, for at kunne dampe skaldyr, bløddyr og de mildt smagende fugle over åben ild.


Esben har boet størstedelen af sit liv på Mykines, han ved alt om fuglene, planterne og hvad der ellers sker på den lille ø. Hans trøje er i klassisk færøsk strikmønster, lavet af 100% færøsk uld, og strikket af hans kone, den er ikke til at købe for penge, og er totalt selvrensende, selv efter den værste omgang.


Hestemuslinger er en af de vilde færøske råvarer. Min ven Birgir dykker efter dem på dybt vand, og tager dem med op. De er selvfølgelig muslinger, men ikke blåmuslinger, der er en forskel på dem, ligesom der er på fuldblodsheste, araberheste osv. Hestemuslinger kan blive over 100 år gamle, og er lige så store som en velvoksen mandehånd, de er intense i smagen, selve lukkemusklen kan spises rå i tynde skiver, og smager af majroe. Det orange kød er cremet, kan spises råt, men kan også dampes eller koges.